Følgende parceller var repræsenteret: Ålbrovej nr. 4, 7a, 8, 9a, 9b, 9c, 10a, 11a, 11b, 2b, 14, 15b, 16, 17b, 19b, 24a, 24b og Tårnvænget nr. 5 og 17.
Vores formand, Camilla, Ålbrovej 4, bød velkommen.
1. Valg af dirigent. Ida, Ålbrovej 9b, blev valgt.
2. Valg af stemmeudvalg. Per, Ålbrovej 24a, blev valgt.
3. Protokol/spørgsmål til sidste referat. Referatet blev læst op. Der var ingen spørgsmål. Jens, Ålbrovej 19b, bemærkede, at der var meget at følge op på.
4. Formandens beretning. Camilla startede med at fortælle, at det var tredje og sidste gang, hun skulle aflægge beretning som formand for foreningen. Hun ville ikke genopstille. Hun mener at det er godt, at hvervet som formand går på skift, så tingene kan anskues fra nye vinkler og med ny energi. Camilla fortalte at der ikke havde været meget aktivitet i bestyrelsen i årets løb. Hun havde håbet at kunne fortælle fra borgmestermødet, men hun havde været forhindret den dag mødet mellem Herlevs grundejerforeninger og borgmesteren blev afholdt. Heldigvis havde vores kasserer Jens, Ålbrovej 19b, mulighed for at deltage. Han fortalte om tre emner fra mødet. Rotter er et problem i Herlev kommune. Ved hønsehold og fuglefodring falder der ofte mad af til rotterne, så fra kommunens side opfordrer man til at undgå begge dele. Husk at melde rotter til kommunen. Vi betaler løbende til rottebekæmpelse, så man skal ikke betale noget for indsatsen. Undtagelsen er hvis rotterne har anrettet skade på ens hus, så skal man selv dække udgifterne til reparation.
Der er nogle personer som tømmer Madam Skrald for metal, når vi sætter den ud til tømning. Kommunen sælger ellers dette metal og indkomsten herfra er med til at dække udgifterne ved ordningen. Det vil sige at det kan gå hen at blive dyrere for os, hvis denne trafik fortsætter. Vi opfordres til først at sætte Madam Skrald frem den morgen, hun skal tømmes.
Nianet har gravet kabler ned i siden af vores vej og rabatten er ikke blevet genetableret på ordentlig vis. Jens drøftede dette med vores borgmester, som lovede at sørge for at det blev ordnet!
Efter dette referat fra Jens fortalte Camilla om sommerfesten. Det havde regnet, men en lille hård kerne havde haft en hyggelig fest.
5. Regnskab/budget. Jens gennemgik regnskabet. Der er manglende kontingentindbetalinger. Det skyldes et ejerskifte, og at BUPL (Kastanjen) har skiftet administrator. Jens regner med at alle pengene vil blive betalt. Sidste år har vi betalt for snerydning for to år, nemlig for 2016 og 2017. Kommunen opkrævede ikke betaling i 2016. Herlev Kloakservice har renset vejbrønde og vi betaler gebyr til banken for vores firmakonto. Jens konstaterede at vi som forening er godt polstrede og at vi har penge både til bump på vejen og advokatbistand til vores vedtægter. Vi behøver ikke hæve kontingentet. Ida, Ålbrovej 7a, efterlyste et budget, især i forhold til snerydning. Jens fortalte at taksten for snerydning vil blive reguleret i forhold til den almindelige prisudvikling.
6. Snerydning. Ida og Per mente at snerydningen ikke er de penge værd, som vi betaler for ordningen. Andre som Jens, Ålbrovej 19b, Gert, Tårnvænget 17, og Jan, Tårnvænget 5, var tilfredse med ordningen. Randi, Ålbrovej 24, påpegede at vi kan risikere at renovationen ikke bliver gennemført, hvis vejen ikke er ryddet. Hun ville gerne vide, hvad der sker, hvis man ikke rydder. Jens fortalte at man kan melde det til kommunen, hvis der nogen som ikke rydder sne. Kommunen kan iværksætte snerydning for lodsejers regning. Det blev understreget at beboere på såvel offentlig som privat vej er ansvarlig for snerydning. Ved den følgende afstemning blev snerydningen vedtaget med et overvældende flertal.
7. Indkomne forslag. Der var ingen.
8. Valg til bestyrelsen. Formand og revisorer på valg. Camilla fortalte at arbejdet med at være formand for grundejerforeningen er overkommeligt. Man skal være tilgængelig for foreningens medlemmer i foreningsspørgsmål, og man skal organisere generalforsamlingen. Nis, Ålbrovej 4, tilbød at tage over som formand. Det bliver i familien, og Nis blev valgt med applaus.
Der skulle også vælges en suppleant. Det blev Ida, Ålbrovej 7a. Hun har tilbudt at tage over som kasserer efter Jens, som gerne vil stoppe til næste år, når han er på valg.
Som revisorer valgte vi Jan, Tårnvænget 5, og Per, Ålbrovej 24a.
9. Vejudvalg. Jens fortalte at der ikke havde været aktivitet i udvalget. Efter en kort diskussion for og imod bump på vejene understregede Gert, at vi har vedtaget at få lavet bump. Udvalget består nu af Jens, Ålbrovej 19b, Jan, Tårnvænget 5, Rune, Ålbrovej 21, og Jesper, Ålbrovej 15b.
10. Festudvalg. Udvalget kom til at bestå af Rikke, Ålbrovej 11b, Niels Peter, Ålbrovej 17b, Stine, Ålbrovej 15b og Kit, Ålbrovej 21. Kit var ikke til stede, men udvalget mente at hun gerne ville fortsætte.
11. Eventuelt. Helle, Ålbrovej 14, fortalte at Herlev-Hjortespring historiske forening vil lave en vej/byvandring i Festugen på Ålbrovej og Tårnvænget hen til Højbjerggård. Datoen for arrangementet vil fremgå af festugeprogrammet.
Vores hjemmeside har adressen: grundejerforeningen.dk.
Jesper havde iagttaget mange katte i vores kvarter, også katte uden halsbånd. Rejste spørgsmålet om de var vild- eller huskatte.
Ida takkede som ordstyrer for god ro og orden.
Referent, Helle, Ålbrovej 14.
NB: Der er vejfest d. 1. september. Sæt kryds i kalenderen. Du vil høre mere når tiden nærmer sig.